morten_helwig

• Del

onsdag, 18 marts 2009 klokken 11:43

Mange siger jeg tænker for meget, mange siger jeg burde tænke mere, mange siger jeg ikke skulle gøre så meget, mange siger jeg gør for lidt.
Hvor mange forstår nu min forvirring, ikke engang jeg selv.

Mange siger jeg tænker for meget på andre, mange siger jeg burde tænke mere på mig selv, mange siger jeg ikke skulle gøre så meget for andre , mange siger jeg gør for lidt for mig selv.

Her er historien:

Da jeg blev 15 , begyndte jeg at hjælpe folk omkring mig, har altid på et eller andet plan kunne hjælpe med forskellige problemer, og i to år , lavede jeg stort set ikke andet, var der altid for folk. Så da jeg blev 17 mistede jeg mine to bedste veninder på to uger, Karina og Camilla , efter de var væk lærte jeg mere om livet og lærte mere om hvordan man håndterede tab, og sorg, og fortsatte med at hjælpe alle omkring mig.

Jeg har altid ville gøre det bedste jeg kunne for mine veninder i nød, husker rigtig mange gange hvor jeg er blevet ringet op midt om natten , fordi der var problemer, og ikke mindst da jeg fik kørekort, hvor jeg tit var ude og hente andre, eller kørte ud til dem for at snakke tingene igennem, et eller andet sted glemte jeg mig selv, for jeg vidste jeg kunne hjælpe andre omkring mig, jeg vidste jeg kunne tage en del af deres liv på mine skuldre og få dem med op på benene igen.

Jeg har brugt mig selv på andre en stor del af mit liv, jeg har brugt dage hvor jeg har ligget hjemme, spekuleret over hvordan jeg løste problemer for andre, jeg har droppet fest, sjov og ballade for at sidde sammen med en veninde, jeg har givet og givet, og altid følt det jeg fik tilbage, var at se smilet på en venindes læber, var krammet og takken, for at ha været der.

Her er den nye historie:

Jeg har gjort mange ting for andre, men har oz indset, da jeg røg ind i depression, og veninder jeg havde hjulpet, svigtede mig da jeg skulle bruge hjælp, at jeg havde en der var meget vigtigere at hjælpe, nemlig mig selv, har gået til psykolog, siden jeg mistede Karina og Camilla , gjorde det nok meget for enlig at få et afbræk i min hverdag med at hjælpe andre, men vidste oz godt jeg skulle jo gøre noget for mig selv.

Fik af vide dengang, jeg skulle prøve at skrive dagbog, for ligesom at hjælpe mig selv, se hva jeg enlig fik mig selv til at gå igennem, …

Jeg lyttede selvfølgelig ikke helt efter dengang, begyndte faktisk først da jeg fik min depression at lytte til min psyk, og lære af hende, men på det tidspunkt var jeg i det mindste begyndt at skrive dagbog, og det var jo helt vildt hvor meget jeg enlig fik ud af det her.

Men begyndte oz at sige fra, lærte at hjælpe mig selv, søge hjælp ved andre når jeg ikke kunne klare det mere, jeg siger stadig fra , og folk der har regnet med mig til at bære dem, har nu måtte opleve mig på afstand.

Men nu kommer det frem at selvom jeg har oplevet folk svigtede , efter alt hva jeg har givet dem, selvom jeg oplevede smerten ved at skulle klare fire dødsfald af mine bedste venner, delvist selv og klar en depression sammen med skolen osv. Så ville jeg gøre det igen.

Livet giver ikke mange chancer for at gå tilbage og gøre tingene igen og måske gøre det bedre.

Tingene fra fortiden, har en speciel plads, en speciel lugt, en speciel måde at vise sig, og de rigtige dybe ting kommer igen og igen og igen. Med en smertefuld fortid, er det lettere at starte forfra, end det er og prøve at hjælpe sig af med det, men det er et valg man skal tage. Nogen gange har du et valg, andre gange har du ikke.

Jeg er startet forfra, minderne vil altid komme væltende tilbage, jeg vil altid græde over dem, men efter jeg startede forfra, tager jeg minderne med mig, laver andet end og sidde og dvæle ved fortiden. Jeg ikke sikker på hva fremtiden bringer, om det mere smerte, eller der for engangs skyld sker noget godt, men det jeg helt sikkert ved er at i fremtiden vil jeg vænne tilbage til at være den jeg var.

Være den der hjælper folk med deres problemer, være den man ringer til når man har brug for hjælp, men forskellen er jeg har ikke haft noget valg, jeg blev nødsaget til at tænke på mig selv først, men i fremtiden har jeg oz det med i hovedet, så når jeg tager ud og hjælper, så det kun når jeg selv kan mærke jeg kan
Jeg har altid været en drømmer, og har altid gerne ville gøre en forskel, en eller anden dag så bliver jeg stærk nok til at kunne gøre det hele igen.

Jeg ved jeg har en chance endnu og der vil jeg gøre det bedre i forhold til mig selv, og alle dem jeg hjælper.