morten_helwig
dreng/mand - 23 år, Randers, Danmark
Blog 9
-
tingene i perspektiv
Mange siger jeg tænker for meget, mange siger jeg burde tænke mere, mange siger jeg ikke skulle gøre så meget, mange siger jeg gør for lidt.
Hvor mange forstår nu min forvirring, ikke engang jeg selv.
Mange siger jeg tænker for meget på andre, mange siger jeg burde tænke mere på mig selv, mange siger jeg ikke skulle gøre så meget for andre , mange siger jeg gør for lidt for mig selv.
Her er historien:
Da jeg blev 15 , begyndte jeg at hjælpe folk omkring mig, har altid på et eller andet plan kunne hjælpe med forskellige problemer, og i to år , lavede jeg stort set ikke andet, var der altid for folk. Så da jeg blev 17 mistede jeg mine to bedste veninder på to uger, Karina og Camilla , efter de var væk lærte jeg mere om livet og lærte mere om hvordan man håndterede tab, og sorg, og fortsatte med at hjælpe alle omkring mig.
Jeg har altid ville gøre det bedste jeg kunne for mine veninder i nød, husker rigtig mange gange hvor jeg er blevet ringet op midt om natten , fordi der var problemer, og ikke mindst da jeg fik kørekort, hvor jeg tit var ude og hente andre, eller kørte ud til dem for at snakke tingene igennem, et eller andet sted glemte jeg mig selv, for jeg vidste jeg kunne hjælpe andre omkring mig, jeg vidste jeg kunne tage en del af deres liv på mine skuldre og få dem med op på benene igen.
Jeg har brugt mig selv på andre en stor del af mit liv, jeg har brugt dage hvor jeg har ligget hjemme, spekuleret over hvordan jeg løste problemer for andre, jeg har droppet fest, sjov og ballade for at sidde sammen med en veninde, jeg har givet og givet, og altid følt det jeg fik tilbage, var at se smilet på en venindes læber, var krammet og takken, for at ha været der.
Her er den nye historie:
Jeg har gjort mange ting for andre, men har oz indset, da jeg røg ind i depression, og veninder jeg havde hjulpet, svigtede mig da jeg skulle bruge hjælp, at jeg havde en der var meget vigtigere at hjælpe, nemlig mig selv, har gået til psykolog, siden jeg mistede Karina og Camilla , gjorde det nok meget for enlig at få et afbræk i min hverdag med at hjælpe andre, men vidste oz godt jeg skulle jo gøre noget for mig selv.
Fik af vide dengang, jeg skulle prøve at skrive dagbog, for ligesom at hjælpe mig selv, se hva jeg enlig fik mig selv til at gå igennem, …
Jeg lyttede selvfølgelig ikke helt efter dengang, begyndte faktisk først da jeg fik min depression at lytte til min psyk, og lære af hende, men på det tidspunkt var jeg i det mindste begyndt at skrive dagbog, og det var jo helt vildt hvor meget jeg enlig fik ud af det her.
Men begyndte oz at sige fra, lærte at hjælpe mig selv, søge hjælp ved andre når jeg ikke kunne klare det mere, jeg siger stadig fra , og folk der har regnet med mig til at bære dem, har nu måtte opleve mig på afstand.
Men nu kommer det frem at selvom jeg har oplevet folk svigtede , efter alt hva jeg har givet dem, selvom jeg oplevede smerten ved at skulle klare fire dødsfald af mine bedste venner, delvist selv og klar en depression sammen med skolen osv. Så ville jeg gøre det igen.
Livet giver ikke mange chancer for at gå tilbage og gøre tingene igen og måske gøre det bedre.
Tingene fra fortiden, har en speciel plads, en speciel lugt, en speciel måde at vise sig, og de rigtige dybe ting kommer igen og igen og igen. Med en smertefuld fortid, er det lettere at starte forfra, end det er og prøve at hjælpe sig af med det, men det er et valg man skal tage. Nogen gange har du et valg, andre gange har du ikke.
Jeg er startet forfra, minderne vil altid komme væltende tilbage, jeg vil altid græde over dem, men efter jeg startede forfra, tager jeg minderne med mig, laver andet end og sidde og dvæle ved fortiden. Jeg ikke sikker på hva fremtiden bringer, om det mere smerte, eller der for engangs skyld sker noget godt, men det jeg helt sikkert ved er at i fremtiden vil jeg vænne tilbage til at være den jeg var.
Være den der hjælper folk med deres problemer, være den man ringer til når man har brug for hjælp, men forskellen er jeg har ikke haft noget valg, jeg blev nødsaget til at tænke på mig selv først, men i fremtiden har jeg oz det med i hovedet, så når jeg tager ud og hjælper, så det kun når jeg selv kan mærke jeg kan
Jeg har altid været en drømmer, og har altid gerne ville gøre en forskel, en eller anden dag så bliver jeg stærk nok til at kunne gøre det hele igen.
Jeg ved jeg har en chance endnu og der vil jeg gøre det bedre i forhold til mig selv, og alle dem jeg hjælper. -
så kom det!!!
Tårende væltede ned af ansigtet , da jeg trådte ind i min lejlighed, aner ikke hva der sker.
Der har længe lagt noget og luret i mit hjerte, længe været noget som ikke var helt rigtigt. Jeg ved så`n noget på forhånd , og kan mærke det hvor end jeg går, har ikke vidst hva det er og er ikke sikker på jeg endnu ved det.
Men jeg sidder her alene i min lejlighed, kigger ud på by billedet en søndag aften, klokken er næsten ti, og jeg føler mig ensom. Det enlig ikke fordi jeg sidder alene, men mere bare fordi jeg er ked af det, mit sind fortæller mig der noget galt og jeg har nu i flere uger, prøvet at finde ud af hva det er…
Jeg har tidligere omtalt , at jeg manglede nære veninder og dem jeg havde de væk, og meget savnet, og på et eller andet plan er jeg stadig på det stadie , savner Line , Savner Karina P, savner Camilla, savner Karina , og ville give alt for en enkelt samtale med dem igen, men det bare ikke hva der kan lade sig gøre, MEN sys det en latterlig tankegang jeg har fået mig, for de fire var alt for mig, de fire de gav mig alt, og jeg sidder her med tre pige i hovedet, som lever , som er her for mig, som er det nærmeste veninder jeg har, Freja , Mille og Nicole, de har vist sig at være der hver gang jeg har sku bruge det, og jeg har mærket flere gange, at jeg har haft det med dem hver i sær som jeg havde det med de fire andre.
Og jeg er træt af mig selv, for har mere end hva jeg skal bruge i freja , Nicole og mille , men alligevel så føler jeg mig fortabt, føler mig ensom, føler jeg mangler veninderne alligevel og føler mig mega skyldig over at tænker så`n, for hva vil de ikke tænke om mig, når de høre jeg stadig er langt nede, selvom jeg fortæller dem jeg glad, hva vil de sige til mig, når de læser det her?!
Jeg føler mig splittet imellem et ønske liv og det liv jeg lever….
Jeg lever et meget normalt liv lige nu, tænker meget på håndbolden fordi , det er så tæt på vi rykker op. Jeg arbejder ligesom mange andre, og ellers slapper af , spiller lidt musik, høre lidt musik, og glor de fantastiske serier, …
Jeg har et ønske liv om at Karina og Camilla levede igen, jeg ønsker at Karina P og Line var i mit liv igen, jeg ønsker at jeg kunne gøre mere for andre, hjælpe folk som jeg engang gjorde, jeg ønsker mig et liv hvor jeg ikke skal tænke så forbandet meget over hvor mange penge jeg bruger, jeg ønsker mig at blive hel indeni igen, jeg ønsker mig flere nære veninder, uden at vide hvorfor de tre jeg har ikke er nok. Jeg ønsker noget uopnåeligt.
Mange vil sige, Morten hvis du ønsker de tig så meget så kom da i gang, lad vær med at gå og tænk over det, bare gør noget ved det, Mit svar ville så være :
Ja jeg ved det godt, MEN jeg kan ikke bringe Camilla og Karina tilbage fra de døde, jeg kan ikke komme i kontakt med Karina P og Line , for når jeg skriver til dem svare de mig ikke, de tager ikke telefonen når jeg ringer, og når jeg møder dem kan jeg næsten ikke holde til at tale til dem, eftersom det gør for ondt indeni,.
Jeg kan ikke hjælpe andre , fordi jeg ikke kan holde til det mere, kan kun holde til de små overfladiske problemer, men de dybe ting folk render med i hovedet, dem jeg er bedst til at løse, kan ikke holde til det. Et liv uden at tænke over hvor mange penge jeg bruger, tja det tror jeg alle drømmer om, og det jo ikke noget man lige kan gøre noget ved, thats life , har jeg da indset.
Ønsket om flere nære veninder, tja nogen ville spørge mig om hvorfor jeg ikke føler jeg har nok i dem jeg har, når jeg beskriver dem som lignende hva jeg havde engang, tja jeg ved det ikke, det som om jeg har et tomrum, som skal udfyldes af dobbelt så mange veninder som dem jeg har mistet, og tænker lidt det tomrum, måske nok er noget helt andet, men så længe jeg ikke ved hva det er så giver det ingen mening at søge efter det.
Jeg fuldstændig ødelagt indeni, jeg mærker et skjold omkring mig, som beskytter mig fra at folk ser lige igennem mig, men jeg kan ikke holde facaden meget længere, jeg sidder stadig bare og græder uden at vide hva der foregår, jeg sidder bare alene, og når jeg inden længe skal sætte dette indlæg ind på de forskellige sider, hvor jeg har min blog, så kan jeg derefter sidde og græde videre, for jeg har formået at skrive et blog indlæg som jeg ikke sys giver nogen mening, fordi jeg bare ikke ved hva der ligger at lure indeni , som gør så forfærdeligt ondt…
I cry silently, i cry inside of me, i cry hopelessly som westlife synger I den sang jeg sidder og høre nu.
Det er det jeg laver, det er det jeg kommer til den næste uges tid, for jeg er alene hjemme hele ugen, jeg kommer til at se en længe frygt i øjnene , nemlig at være for mig selv, heroppe hvor ingen af de veninder jeg har nært er, jeg vil holde en facade på arbejdet , men så snart jeg kommer ind af døren , så vil jeg græde, har gjort det hele weekenden for mig selv, og mærker fornemmelsen af noget jeg har prøvet før, det tid til at jeg mister besindelsen og jeg bare græder, uden at kunne styre det…
Jeg ved ikke noget, jeg ved ingenting, jeg sidder bare her, og siger til mig selv,
Hva er det jeg mangler, hva er det som ligger og lure indeni, jeg ved det ikke, andre ved det ikke…
Ingen ved det.. -
Jeg har det jo a helvede til...
Jeg enlig kommet godt ind i det nye år, vandt 500 i bingo og 2000 kroner i poker, og det har givet råd til de nye hvide puma indoor sko, ny håndbold og en Bruns basar frakke i grå.
Men for at gå tilbage til 08 igen…
23 december, Camillas fødselsdag eller det ville det ha været hvis hun stadig levede, og siden hun gik bort, har min jul været ødelagt, så hvert år sidder jeg med camilla i hovedet og prøver at være lidt glad for gaverne man får, at vise glæden når man går rundt om træet, men kan ikke. Jeg savner hende hvert år, for vi var jo sammen den 23 december til hendes fødseldag.
Den 28 december, havde glædet mig til en ting hele juleferien, nemlig julestævnet i håndbold i år var vi meldt til en række højere end vi spiller normalt.. jeg så rigtig meget frem til at få tre kampe i benene, MEN da vi varmede op , fik vi afvide det første hold havde trukket sig så vi sku vente, men vi brugte tiden i den hal vi skulle ha spillet, på at få en bold i hænderne , og bang så ligger jeg på gulvet, foden forvredet, og da det skete hørte jeg det velkendte knæk, som altid siger morten det slut nu. Gang nummer 37 på venstre fod, ingen kampe til mig.
Vi vandt stævnet og det var super, men at jeg skulle sidde og kigge på det ødelagde jo alt.
Forstå mig ret, selvom jeg ikke spiller håndbold på et højt plan endnu, så det bare en af de ting i mit liv, som er med til at holde mig oppe, og hver gang jeg mister den ugentlige træning, og ugens kamp pga en skade, så bliver jeg ked af det, det går mig så meget på jeg føler mig som et tomt hul, og ja jeg ved jo godt jeg kommer i gang igen , men det bare arrghhh.
Den 30 december sku jeg over til min bedste ven gennem 21 år nu, det altid sjovt, bortset fra jeg sku på krykker derover, men det gik fint derover, jeg begyndte at gå stille og roligt, og kunne mærke det ville gå fint nytårs aften.
Min bedste ven : Rasmus spurgte mig den aften igen hvordan jeg enlig havde det, havde undveget spørgsmålet, flere gange op til den 31, men denne gang var folk gået i seng, spurgte han igen,
Morten Hvordan har du det fortiden, og måtte jo så sætte mig og sige: Rasmus jeg har det jo helvede til, jeg prøver virkelig at tage mig sammen fortiden, og komme videre med at finde nyt job, og bare gøre alt for at komme ud af huset.
Men gider ikke rigtigt mere, ender med at ligge derhjemme på sofaen hvor flimmeren bare køre og man er slet ikke i stuen, man har en af de der ud af kroppen oplevelser, hvor man er et helt andet sted. Det var hver aften, i december, camilla var i hovedet på mig, og parforhold.
Overalt i jule måneden kan man se kærestepar, og ægtepar, rende hånd i hånd, og det stille og roligt gået op for mig, hvor alene jeg enlig går og føler mig fortiden, og hver gang jeg tænker tanken om at jeg måske savner en kæreste ender jeg altid med at sidde og lave fordele og ulemper, og ender altid med flere ulemper en fordele, og at jeg bare savner veninderne , eller bare den ene veninde man kan gå hånd i hånd med uden det betyder noget, den veninde man kan sove med og sidde hele natten og snakke med. Og så snart jeg tænker på det , så flyver jeg tilbage i fortiden hvor jeg faktisk havde det hele, dengang Jeg gik med Camilla og Karina i hånden og sov sammen med dem, snakkede med dem hele natten og ja vi lavede alt sammen.
Jeg savner det vi havde, og det kan jeg ikke få igen hvert fald ikke med dem, MEN det jo så følelsen jeg savner igen, savner at ha den der kærlighed mellem venner igen, og det finder man bare ikke så`n lige . Alle siger : morten det tager jo tid, - Ja det ved jeg godt, og ved oz godt at det ikke kommer pludseligt, men betyder jo ikke jeg ikke kan gå og savne det så meget at det nærmest ødelægger mig hverdag, og så når jeg pludselig bliver skadet, så jeg ikke kan spille bold, så går det hele af helvede til.
Jeg står igen et sted, på en mørk gruset vej, og kigger, jeg kommer ingen vejen selvom jeg så gerne vil videre med mit liv, og virkelig prøver hele tiden, selvom det ikke er beskrevet herinde, så gør jeg virkelig alt i min magt for at gøre noget ved det her. MEN jeg er uden, for område nu, jeg aner ikke hva jeg skal gøre af mig selv,
Jeg kan ikke finde min vej.
Og ja selvf skal jeg nok finde min vej, men lige nu sys jeg det hele er så tåget så jeg ikke tør at våge mig nogen steder.
Its just a bad day today, a bad month…
I hate it. -
Kampen der skulle vindes!!
Nogen gange glemmer du hvem du er, du glemmer hvem der er omkring dig, og hvem der bestemmer, du lader andre bestemme for dig. Det er en ting du aldrig må gøre, du må ikke lade andre forvandle dig til noget du ikke er!
Du må ikke lade dig selv forvandle til noget du ikke er!
Jeg mistet mig selv for fem år siden, jeg mistede min egen identitet, og gik bare med på hva omgivelserne gav mig, lod andre styre hvad jeg skulle lave, og hvor vi skulle hen. Jeg opbyggede en vrede , blev sur på verdenen omkring mig, smed folk ud fordi jeg mente det var deres skyld jeg havde det som jeg havde. Jeg smed forkerte venner væk, lod mig styre af en indre vrede over at nogen skulle tage min karina væk fra mig, at nogen skulle tage min camilla fra mig. Jeg glemte hvem jeg var, og lod vreden styre livet, flygtede fra mig selv ved at fornægte, ligge mig selv til side for andre, for i sidste ende at stå alene , uden mig selv uden dem jeg havde hjulpet.
Min vrede var på dem der havde ladet mig stå der alene, på dem der havde taget de to fra mig, som jeg vidste jeg kunne ha regnet med hver gang mit liv gik i stå.
Min identitet bestod nu kun af vrede, et sort raseri overfor alle andre omkring mig, men i sidste ende fandt jeg ud af hvem jeg enlig var sur på.
Det var mig selv!!!
Jeg hadede mig selv for at ha overgivet mig , for ikke at ku ha gjort noget så der ikke skete karina og camilla noget , jeg følte det var min skyld, de døde. Jeg hadede mig selv for at ha fornægtet sandheden, for at blive ved med at prøve at holde nogle venskaber i live som kun levede når jeg hjalp dem og ikke den anden vej rundt, jeg hadede mig selv for den jeg var blevet , for den som jeg kunne ha undgået, jeg havde ikke lyst til at forblive så`n.
En dag for ca et år siden, efter jeg havde mistet min kæreste gennem tre år, tog jeg kampen op med mig selv, jeg begyndte at hjælpe mig selv, i stedet for andre, jeg stoppede med at fornægte hva der var sket i mit liv, det gjorde ondt , men det var smerte som sku til for at finde mig selv igen.
Jeg glad for jeg tog min kamp, jeg gad for jeg fandt min identitet, for det var ikke kun mig det påvirkede, efterfølgende sagde folk til mig jeg havde ændret mig til noget de kendte igen, de kendte pludselig den rigtige morten igen.
Vreden den tog over for mig, den var med til at ødelægge mig, men jeg vandt min kamp, en kamp der kunne ha været tabt, og gået helt galt.
Men jeg vandt min identitet igen, jeg vandt mig selv tilbage for at kunne se alt andet i øjnene igen, at jeg så ved at finde mig selv igen må leve med smerten om tingene i mit liv, det må jeg tage med, men hvis jeg ikke havde taget kampen op med mig selv, havde jeg tabt mig selv helt og aldrig kommet så langt som nu.
Hvis jeg ikke havde taget kampen, havde jeg ikke kunne leve med de ting der gået galt i mit liv, så derfor er jeg glad på trods af min smerte, jeg glad for jeg vandt mig selv tilbage igen.
Det ingen hemmelighed, at jeg savner veninderne jeg havde, og at ha en kæreste men for mig lige nu så er det lidt noget som jeg skulle ha haft for lang tid siden, lige nu er jeg kommet så langt ud af spor at jeg ikke skal bruge tiden på andet end mig selv… og måske finde en veninde eller to…
Men alligevel:
Når jeg nu kigger på de forskellige forhold omkring mig : Dem der vil vare for evigt, dem der lige er blusset op igen og dem der lige er begyndt , kan jeg nu indse: det sku ha været mig, et eller andet sted imellem. -
tør du kigge ud i horisonten?
Har du nogensinde prøvet, bare at kigge ud i horisonten og tænke på hva der ligger derude og gemmer sig til dit liv? Hvordan det kommer til at præge dit liv, de forandringer der ligger derude?
Jeg gjorde det i dag, kiggede ud på horisonten, som var helt grå, og tænkte på hva der lå derude og ventede til mig og mit liv, jeg kunne kun komme på ordet forvirring, og fortabelse, jeg har det sidste stykke tid tænkt alt for meget, og det gået i maven, så jeg går med kramper og ikke har lyst til mad.
Jeg ville normalt fortælle hvordan jeg selv sys jeg står lige nu, men kan ikke komme på noget, jeg aner ikke hvor jeg står lige nu, det snart jul og min jul blev ødelagt for mange år siden, da camilla døde, hendes fødselsdag den 23 december, rammer mig hvert år og juleaften sidder jeg bare og har ikke lyst til at glæde mig over det der foregår, jeg sidder bare, går med på hva de andre siger de sys vi skal, gave danse om træet, synge, jeg gør det bare som en hund ville lystre , men mine tanker er langt væk fra stuen, de ligger ude i horisonten og svæver et sted, om det nye år kan bringe noget godt, eller det skal fortsætte endnu længere.
Har ikke noget job fra den 31 januar, og det tænker jeg meget på , for hva hvis jeg ikke finder et nyt? Hva skal jeg så gør med lejlighed og alt det jeg skal betale til…?
Og mens jeg står og kigger ud i horisonten , den grå horisont, kommer alle disse tanker, tankerne om hva jeg mangler, men alligevel ting jeg ikke kan finde ud af om jeg mangler. Finder mig selv hele tiden i og drømme mig væk, at jeg havde penge, mange penge fordi jeg tror jeg ville være glad, jeg tager mig selv i at tænke på hvis jeg dog bare havde de veninder nært ved min side igen, men ved ikke om det er den det tomme hul er, jeg finder mig selv på gulvet fordi jeg falder ind i mellem, jeg tager mig selv i og tabe ting, fordi jeg klodser rundt i det hele…
Jeg er efterhånden så ødelagt indeni, jeg ikke kan tænke mere, det er en krig mod mig selv at komme op på arbejde hver morgen, og gåturen på arbejdet, med frit udsyn til horisonten , får mig til at håbe, bare håbe lidt på jeg finder en ting jeg kan glæde mig over i min hverdag, håbet om at komme videre med mig selv og mit liv, håbet om håndbolden glæder mig mere og ikke er en byrde i min hverdag, men stadig det der hjælper til at holde mig oppe, for det er det eneste jeg har tilbage og tage mig til, ellers ligger jeg jo bare hjemme og kigger ud i luften eller på tv´et der køre konstant, selvf har jeg været i byen et par gange, men jeg ender med at gå rundt, kigge på andres glæde og sidde i mine egne tanker.
Jeg er kun blevet klar over det hele er blevet meget værre siden det hele startede, og tror jeg ved hvorfor:
Jeg har det sidste stykke tid fået afvide af nogle veninder at de er glade for de har mig fordi så længe de har det, så falder de ikke helt ned, men tanken om når jeg falder så falder de oz, den fylder meget, kan ikke holde til at smøge ærmerne op og hjælpe folk mere, jeg prøvede forrige weekend, men det blev ikke til andet end ingenting, hun prøvede at snakke om hendes problemer men jeg undveg , ved at joke eller bare snakke uden om, det var ikke fair for hende, men kunne mærke jeg ikke kunne magte det , ville bryde sammen så snart jeg prøvede at give hjælp.
Og nu er jeg bange for det falder fordi jeg ikke kan klare mere, har sagt jeg ikke kan magte det hele mere og skal tænke på mig selv.
Men her står jeg , kigger ud i horisonten, og mærker vinden omkring mit hoved, og mærker vinden omkring mit hjerte fordi jeg føler mig gennemsigtig, at der frit ind til mit hjerte, som falder ud ved det mindste vindpust. Kan ikke holde min facade mere, alle kan se på mig jeg falder, og alle spørger til mig, og jeg kan ikke svare for jeg ved jo ikke hvorfor jeg har det så`n, jeg aner ingenting.
Mine psykologer, sætter tingene i perspektiv, og jeg har altid kunne hjælpe mig selv efter de samtaler, men nu er det som om det går godt når jeg sidder derinde og finder nogle nye værktøjer til at hjælpe mig selv, men så snart jeg træder ud af døren, så står jeg igen , kigger ud i horisonten og ikke ved hvad der venter.
Jeg er efterhånden så ødelagt jeg ikke kan leve normalt mere, det som om jeg ikke er her, men bare svæver et sted , et uvist sted, og der kan ingen hjælpe, fordi jeg har ødelagt mig selv ved at prøve at hjælpe andre i min hårde tid, det snart ved at være slut, for ved ikke hva jeg skal gøre…
Det eneste jeg kan finde ud af lige nu, er og kigge ud i horisonten og håbe på det hele hele vender, at det grå jeg kan se derude, det uvisse der er derude, det bliver noget godt, og noget jeg kan glæde mig over, men hvem ved ,?
Så jeg spørger: Har du nogensinde været så bange for at kigge ud i horisonten at du vender ryggen til det?
Det gør jeg. -
en køretur : skrevet den 22/6-08
Så`n en aften, hvor jeg har kørt lidt rundt… kan godt li at køre lidt rundt i mørket , og ikke vide hvor jeg enlig køre hen af, …
jeg kører bare og lader tankerne flyve i et væld. Tænke over de små ting her i livet, alt hva jeg har oplevet, de sidste mange år, de gode ting, de dårlige ting, de ting jeg selv føler jeg har gjort galt.
Der mange tanker på engang, som bare strømmer igennem, mens mandy moore – cry spiller i baggrunden…
Der mange mennesker jeg ikke snakker med mere, som jeg ønsker en kontakt med igen, der mange ting som føler jeg har gjort galt overfor så mange, som jeg enlig gerne vil undskylde overfor, men det hører jo fortiden til så hva er pointen.
Føler mig på et eller plan mere end uheldig med forskellige ting, alle dem jeg har mistet, alle dem som jeg har ladet gå uden at holde en vis kontakt, det har været dumt, dumt af mig fordi jeg kunne jo godt ha brugt nogen af dem nu, i min halv hårde tid, …
Sys det hele er svært at overskue, og det svært at leve uden at tage små chancer som man kan risikere at blive slået ned på.
Sangen skifter i bilen, it´s gonna be love – mandy moore
Jeg passer på mig selv, meget endda, for min depression, skal ikke blive værre end den er. Jeg passer på hvad jeg gør mod mig selv, tager ikke for meget på mine skuldre, men når jeg så alligevel har taget en risiko, fordi man skal jo prøve at leve så vidt muligt som man plejer, det bare svært, for hver gang man nu prøver noget og det ikke går som det skal , så skal der minimale ting til at slå mig ned.
Jeg vil virkelig gerne have nogle nære veninder, som jeg kan læne mig lidt op af, som jeg kan skrive til og få et svar. Men det kommer ikke af sig selv, man skal ud og søge efter det, og man bliver jo afvist i sin prøvelse på at finde nogen, måske fordi man prøver for meget, måske fordi man prøver for lidt, måske fordi man ønsker et venskab som man havde engang, dengang.
Jeg har prøvet i nogle måneder efterhånden at finde nogen på nettet, og det da blevet til et par stykker hvilket er rart, men det tit hvor jeg ser en profil , der faktisk ser ud til at ha lidt indhold, eller lignende, altså et eller andet der gør, man gerne vil skrive til den pige i den anden ende, MEN jeg finder mig selv i ikke at turde og skrive, vil gerne komme med noget ordentligt, ikke bare vil du skrive, noget med noget indhold i, så en samtale kan komme op og stå, MEN jeg tør ikke mere, som sagt tidligere, det de små ting der kan ødelægge en hel dag, derfor tør jeg ikke, for hva nu hvis hun ikke svare?
Sangen skiftes tilbage til only hop med mandy moore
Alle bør kunne tage en afvisning, og skriver heller ikke flere gange til folk, men jeg har svært ved det fordi jeg mærker det dybt i mig, hvis en ikke svarer,.
Jeg begynder at tænke, om det fordi de kun kigger billedet? Læser de min profil?, læser de min blog der virkelig udtrykker hvem jeg er?
Jeg ved det ikke men det går mig på alle de tanker, fordi jeg ikke kan klare særlig meget.
Spørgsmålet ligger , når en pige kigger ens profil, kigger hun så på billedet først, og dropper profilen? Helt ærligt tror jeg de fleste gør, oz alle må på et tidspunkt ha gjort det`? Jeg prøver virkelig at kigge en profil igennem, for jeg havde noget engang, med to piger som jeg elskede, elsker dem stadig, og det vil jeg gerne finde igen, meget gerne.
Nettet er måske ikke engang vejen frem, jeg ved det ikke…
Men så`n en aften, hvor man ligger og køre lidt rundt lader tankerne strømme, griner lidt af de gode minder man havde fra dengang, græder lidt fordi de ikke er her mere…
Jeg kan ikke finde ud af mig selv, med alt det her, man skal ikke hænge i fortiden, men jeg kan ikke lade vær, fordi min fortid var med til at forme mig, med til at gøre mig til den jeg er i dag…
Nu skal jeg hele tiden tænke over hva jeg gør, passe på mig selv, så jeg ikke gør noget værre end det er i forvejen,
Hva gør man lige, et spørgsmål jeg stiller mig selv hverdag, hver morgen jeg vågner, kommer spørgsmålet frem morten hva gør du lige med alt det her?
Hvordan får du din dag til at fungere i dag? Det er spørgsmål der ”gør mig meget træt igen” og lysten til at stå op og se den nye sikkert dejlige dag i øjnene er helt væk.
Sangen skifter til westlife moments
Årh karina, camilla og min sang spiller nu i baggrunden, tårene presser sig på, og hva er pointen i at holde dem inde,? Jeg lader dem falde, i takt med jeg befinder mig selv på motorvejen mod århus, aner stadig ikke hvor jeg er på vej hen..
På mandag bliver jeg student, noget jeg altid har fået afvide, jeg ikke kunne klare, noget som har givet mig modgang.
Depressionen slog mig midt i andet år på hf, og der vidste jeg det hele ville blive en kamp uden lige, der skete så mange ting der gjorde alt så svært.
Det at sidde i en klasse fuld af mennesker og samtidig føle sig ensom , skete meget…
Jeg vidste ikke hvorfor , fordi der vare nogle gode mennesker omkring mig.
Jeg vågned en dag, skrev til min engelsk lære hvordan, landet lå, besluttede mig for at det her skulle jeg igennem, jeg skulle ikke droppe ud, jeg skulle ha nået et mål selvom jeg vidste det ikke var helt overkommeligt, men på mandag, står jeg med en hue, og har klaret, det som jeg har kæmpet så meget med, det en glad tanke som jeg kan se frem til, MEN der mangler ligesom noget, der mangler en fire personer som sku ha set mig den dag.
Sangen skifter til mandy moore igen igen only hope.
Jeg har nogen jeg skal ha takket når jeg får mit bevis i hånden, på torsdag, men ved ikke hvordan jeg skal gøre det, ved ikke om jeg har styrken til at gøre det, for det mange mennesker der kommer til at stå og kigge på mig, men jeg skriver det hvert fald her.
Jeg vil gerne takke rosanna, cathrine, vathsalla, og smiley for at ha været der for mig i min hårdeste periode nogensinde, jeg vil gerne sige tak til dem hver især for at jeg har kunne skrive til dem hver gang jeg skulle bruge det i løbet af det sidste halve år, jeg vil gerne takke for jeg mødte dem.
Jeg er utrolig glad for at nogen uden jeg skulle spørge, var der for mig, selvom vi ikke kendte hinanden på de følelsesmæssige områder…
Jeg vil den dag jeg er stærk nok, takke dem personligt, for at ha støttet mig, måske bliver det torsdag, måske bliver det senere…
Sangen skifter til westlife cry
Jeg køre derud af med tankerne strømmende igennem, gode og dårlige. Minderne fra engang, fortiden der fortærer mig indefra.
Jeg snart hjemme tænker jeg.
Drømmen , den jeg drømte i nat, poppede pludselig op, for mig var det som virkelighed da jeg vågnede, blev bange igen for at miste, hvem var der døde i den drøm, eller var det virkelighed, jeg kunne ikke sætte ansigt på, men noget var galt, var sikker på der var sket noget.
Drømmen , forblev en drøm, jeg tænker over det, hvorfor den drøm, fordi jeg er bange for at miste?
Fordi jeg er bange for at gøre nogle ting i mit liv,.
Fem minutter fra at være hjemme, der plads til de sidste tanker, , det popper op Morten du skal skrive alt dette ned, det vil jeg gøre…
Jeg stiller mig selv de spørgsmål , hvorfor tør jeg ikke tage chancen, hvorfor tør jeg feks ikke at skrive til pigerne på nettet, hva jeg bange for, jeg kan ikke finde ud af det, eller kan jeg, måske…
Jeg slukker bilen, tænker, på at det frygten der holder mig tilbage, holder mig væk fra en afvisning, holder mig væk frygten for at miste, jeg passer på mig selv, trøster jeg mig med.
Men gør jeg oz det, passer jeg virkelig på mig selv, eller gør jeg ikke ,
Ved det faktisk ikke, en dag finder jeg vel svaret…
There's a song that's inside of my soul.
It's the one that I've tried to write over and over again
I'm still awake in the infinite cold. -
lonlyness knows me by name: skrevet den 29/3-08
en uge uden skole, kun torsdag tog jeg i skole. Jeg skulle spille bold om aftenen om oprykningen, det gik desværre ikke, endnu et år i serie 2 så`n noget forbandet pis...
det var ikke lige det bedste der kunne ske oveni alle de andre tanker!
Jeg gider bare ikke mere, er så træt af den sorg, kan ikke klar det mere, man siger man vil ha dem i hjertet resten af livet, men var jo ikke meningen de skulle påvirke min hverdag så meget at jeg ikke kan klare skolen, eller kan koncentrere sig til bold...
det fem år siden, hvorfor kommer man ikke videre til de lykkelige minder, hvorfor kommer man ikke videre end mareridtene om natten ind imellem. jeg bader i tårer mange nætter fortiden, jeg kan ikke holde det ud, jeg har skrevet endnu en sang færdig , og skriver bedst når jeg er nede, men fortiden kan jeg bare ikke finde på nyt materiale...
jeg føler mig sku så ensom, uden jer, os selvom jeg har mange at snakke med, så kan det vi havde ikke beskrives overhovedet, i miss you...
de stunder vi havde, sammen, alle de gange vi sov sammen alle tre, oj jeg savner de stunder, hold kæft når vi sad og sladrede frem og tilbage "-total pige sladder der gik i den"
men jeg var med på det, fordi det var sku så rart at være så frie omkring jer.
Jeg husker den dag vi mødtes:
jeg kom gående ned af gågaden, i stod og snakkede og ville gå videre og lige da jeg gik forbi, faldt du karina, over i mig... det var sku lidt film agtigt, lidt uvirkeligt, og fatter ikke hva der skete men du sagde undskyld vi stod alle tre og kiggede på hinanden uden at sige noget, for så at gå hver til sit.
Tror på skæbnen førte oz sammen den aften på den trappe, jeg sad og tænkte lidt, skrev lidt lyrics ned, og der kom i forbi og genkendte mig, i mørket...
hold op hvor var i snaksaglige, hehe, vi snakkede i flere timer og i frøs ikke i havde jo min dyne jakke og halstør klæde og bluse på, kæft jeg frøs...
så skete det, i spurgte om jeg ikke vil med hjem til dig karina, og der gik vi så en fremmede dreng nemlig mig og to fremmede piger hvert fald for mig, og der sad vi så hele natten, jeg fik din dyne for at få varmen tilbage, i min næsten følelses løse krop.
det blev morgen uden vi anede det, vi havde siddet hele natten , den nat forandrede vores liv, dannede vores tre kløver, nej vi elskede hinanden, vi skiftede tøj foran hinanden, var i dit store karbad sammen camilla, vi var fordomsfri og ligeglade, havde aldrig haft det så`n med nogen at jeg bare kunne gå i bad, med en pige uden noget i det...
jeg elsker jer så højt, sagde jeg den dag i badekaret, for første gang...
så skete det, den 6 august 2003, karina du gik bort fra mig i mine arme, vi nåede at sige jeg elsker dig til hinanden, og så var du væk...
den 20 august, camilla du sku ned til mig, vi skulle græde sammen over vores tab af karina , og så fik jeg opkaldet mens jeg var på stranden af din mor, at der var en spritter der havde kørt overfor rødt, og lige ind i din side af bilen, død på stedet...
Jeg kunne ikke mere , lå hjemme frosset i tre dage, vidste ikke hvad jeg skulle gøre, det ved jeg så`n set stadig ikke...
nu sidder jeg så næsten fem år efter, stadig og græder og føler mig ensom, uden jer... jer jeg sku ha delt alle mine glæder i livet med... og brugt i de hårde tider, det ville skæbnen åbenbart ikke... jeg bare den ensomme alene tilbage af tre kløveret...
samtidig med jeg har jer i tankerne´, er der to andre herhjemme fra:
i forlod mig da kæresten smuttede , i kunne åbenbart ikke lige holde til ham der havde givet jer styrke og hjulpet jer, at han var nede.
jeg klumper stadig i halsen når jeg ser jer på gaden...
karina og line, jeg tænker stadig meget på jer!!!
Karina:
stunderne sammen, igen en masse sladder, om alt muligt... jeg savner de lange snakke, det ligefør jeg savner at redde jer ud af alle de mærkelige situationer i kom i. Karina hver gang du ringede midt om natten når dig og kathrine stod i vejle og ikke kunne komme hjem så var jeg der, og smilet på dine læber at jeg gad og komme og hente, du var så glad, og det var du hver gang jeg hentede jer...
Den sidste gang jeg kørte dig og pigerne, til vejle, hvor i var ret fulde, husker de ting du sagde, og de råd jeg gav dig, selvf nævner jeg ikke rådene her, så bryder jeg jo min "tavshedspligt" men de ting du sagde den aften, og fortalte hvor glad du var for jeg gjorde de ting for dig som jeg gjorde, og altid ville hjælpe dig... husker specielt en ting, den aften sagde du at du elskede mig første gang nogensinde, jeg var overlykkelig, for havde jo ikke slev turdet at sige det til dig, men jeg siger det her, jeg elsker dig, gør jeg stadig...
der mange ting jeg ikke forstår, forstår ikke at jeg havde gjort alt for dig, i hele verden, forstår ikke hvorfor du ikke bare en gang har prøvet at kontakte mig eller noget, jeg savner dig mere alle verdens stjerner, elskede at sidde og sladre med dig, det var helt vildt dejligt...
jeg savner dig karina , mere end du nogensinde vil tro på... og i mig lever der vel stadig et håb om du tænker på mig engang imellem.... du var min bedste veninde , du betød så meget, men nåede ikke at fortælle det skat...
line:
alle de gange jeg havde reddet dig ud af ja du ved det jo godt selv, alle de gange jeg hentede dig , dengang jeg blev ringet op efter at ha sat dig af i brejning, hvor du græd og jeg skyndte mig tilbage og hente dig line, dig og dulle , den dag hvor dulle sagde"vil du ikke være min far" hehe
jeg husker til festen som jeg havde med drengen hvor du blev ked hvor vi snakkede omme bagved ,,, jeg holdte om dig ...
jeg husker i hallen hvor du var oppe og se mig spille, hvor du blev en smule kedelig over jeg lod dig vente så lang tid på mig , eller den dag jeg blev skadet efter 20 min af håndboldkampen hvor du også var ovre at se mig, hvor du kom hen og godt ku se jeg var helt nede at bunde , hvor vi kyssede hurtigt .. det de gang jeg vidste du ville blive min bedste veninde... men havd skete der, manglede dig så meget, dit stærke billede af mig krakelerede, du skrev aldrig ringede aldrig eller noget, mig der sku tage kontakt og 80 procent af gangene svarede du ikke,...
hvad skete der, brugte så mange timer på at hjælpe dig , og alligevel fik jeg ingenting tilbage...
du ville starte forfra på gym, det gjorde du også men min værste frygt blev til virkelighed, du begyndte et nyt liv uden mig i det...
Så meget sorg, så meget tid brugt på at være ked, så mange timer med jer alle i tankerne, jeg er ødelagt indeni, og det bliver værre og værre. tiden læger alle sår siger man, sys bare sårene bliver større og større jeg kan ikke tage det mere...
ønskede jo i skulle være en del af mine nye start i århus, ønskede jeg sku tilbringe tid med jer alle, rundt omkring, i skulle alle ha mødt hinanden, i skulle være der for mig ligesom jeg altid var der for jer...
men hva skete der , hvorfor endte det som det gjorde... jeg er helt aldeles uforstående overfor det ... kan ikke forstå noget overhovedet...
som om det ikke var nok, carl emil, sofie hvorfor skulle jeg oz miste jer, hvorfor kom du ikke til mig med dine ting C-Emil , hvorfor skulle du afslutte dit liv uden nogen vidste hvorfor du savnet ikke kun af mig , men af alle på uhe!!
sofie jeg troede jeg havde dig stadig, vi snakkede i flere timer den nat på hospitalet, og lægerne sagde du sku udskrives og vi var begge så glade for du havde overlevet i bilen, og alligevel skulle gud tage dig væk fra mig dagen efter... latterlige læger at de overså den blødning, du savnet , jeg tænker meget på dig, tænker på vores aftale om hvis vi nogensinde kom væk fra hinanden skulle vi mødes på trappen når vi blev 30, nu vil jeg jo komme til at stå der alene , vil stadig komme den dag når jeg bliver 30, bare for at minde dig, og tror på din sjæl også vil være der med mig...
årh jeg holder ikke tabene ud mere, jeg gider ikke mere, det så trættende ikke at sove, ikke at kunne koncentrere mig mere, i håndbold eller noget andet ...
tankerne flyver bare helt omkring , ,,,,
sidder herhjemme uden enlig at være her, mine tanker er alle andre steder end her, så`n er det oz når jeg er i skole, til håndbold, og alle andre steder... jeg er der kun fysisk men mit mentale jeg svæver langt langt væk fra kroppen...
jeg er i en situation, hvor jeg slet ikke ved hvor jeg er , skal ha gennemført den skide hf, med nogenlunde karaktere, skal bare bestå mine fag, skal bare træne og blive bedre til håndbold så måske om en 6-7 år jeg kan ende som jeg har drømt om, med bhk i 3 division... ... men drømme for mig lige nu, det tør jeg jo ikke mere, for det hele er jo ikke gået som drømmen fortalte mig...
jeg er gået den modsatte vej, drømt om alle de dejlige ting, men alle de værste ting er sket istedet...
jeg prøver at holde mig oppe, jeg prøver virkelig...
kom nu med den styrke jeg skal bruge... -
kender i det?
Kender i det?
nåh gør i?
måske jeg sku skrive hva jeg mener inden jeg spørger.
Når man sidder og ser en film man kan nikke genkendene til i sit eget liv, ikke sikkert det handlingen, måske endda kun følelsen man får ved at se hva der sker i filmen.
Lige nu sidder jeg og ser a walk to remember, ja det ikke ligefrem det man karaktisere som en drenge film, men jeg elsker den nu, fordi den siger så meget...
der mange ting jeg tænker på, når jeg ser den film. Godt være der køre en film på skærmen, men jeg har min egen film kørende inde i hovedet, nogen gange føles det lidt som om jeg ser den i hovedet mere end den på skærmen.
Det nogen gange rart, andre gange træls, for man kan ikke følge med i den film man ser.
Jeg vd ikke hvilke tanker i andre får ved at se forskellige film, men når jeg ser de såkaldte pigefilm tænker jeg over, alt hvad jeg har skrevet i min blog hidtil, men når min film i hovedet køres igennem er det ikke så meget smerte, det omhandler, det nok mere minderne der popper op, alle de glade minder.
som dengang jeg mødte de to andre fra mit tre kløver som nu kun eksistere i mit hjerte...
just promise you wont fall in love with me... siger hun i A walk to remember, smuk linie...
hvis man ellers holder det, gad nu godt der var visse personer, der havde sagt det til mig inden jeg faldt for kærligheden i enten venskabet eller faldt for pigen...
Det ville nu ha sparet mig for meget, men det jo kun i film så`noget sker . . .
Men ja uden lidelse, vil der ikke være nogen medfølelse, tænker jeg, men fortæl lige til dem der lider...
hva vil de sige til så`n en linie...
i get it, man kan ikke redde hele verdenen, men dem der lider under fortabte følelser eller værrere ting, det måske ikke det bedste at få smidt i hovedet, men alligevel har den linie fået mig til at tænke meget...
Jeg har gennem mit liv hjulpet mange med små problemer, store problemer, psykiske problemer... har aldrig fået den der følelse af at jeg har gjort en forskel selvom jeg rent faktisk har gjort noget...
Som karina og camilla altid sagde til mig og mange andre også har sagt, Morten du kan ikke redde, hele verdenen, nej men der vel ikke noget i vejen for at gøre det bedste man kan i forsøget på at gøre en forskel for nogen..
Også selvom, man ender med at stå i min situation i enden...
Den situation, hvor man hjælper en veninde , måske endda flere veninder, og så når man selv står med problemet, så der ingen nogen steder at finde, ...
Selvom man har prøvet den smerte, så gennemgår jeg den gerne igen, for jeg vil gerne gøre en forskel, ...
Men man kan kun gøre en forskel når den person der skal ha hjælp kender en, - hvorfor siger du ?! fordi i den her verden basere stordelen af mennesker deres førstehånds indtryk på udseendet, og på lidelsen der er sket i verden...
En såret sjæl vil ikke bare åbne igen, der skal meget til det hvert fald.
Vi kan starte med at kigge på internettets kontaktsider, hvor mange kan ærligt sige de ikke kigger på billedet for så at beslutte sig om de vil skrive til en eller svare en der har skrevet...
hvor mange graver lidt dybere uanset udseendet og læser en evt profil, måske endda går så langt at læse en blog hvis der er skrevet så`n en... Ikke ret mange, vel...
hvor mange ser prøver at gå udover deres egen næse på en film aften?
Forstået på den måde, at man sidder en gruppe, med piger og drenge, pigerne vil se en tøsefilm, drengene gider sku ikke det semtimetale lort.. hvor mange lader pigerne se deres film, uden at fordømme den fra start til slut...
Hvor mange sætter sig ned og er åben overfor den film man nu ser, ...
gælder jo ikke kun film, gælder jo generelt tingene i verdenen, hvor mange er åbne overfor noget nyt uden at fordømme det fra start til slut...
det her jeg prøver at gøre en forskel, ikke for andre, prøver ikke at spille helt... det en forskel jeg gør for mig selv, ovenpå min erfaring , vil jeg gøre noget anderledes, ..
jeg vil ikke glippe en chance i livet ved at være fordømmende, for hvem ved hva der kan ske hvis man åbner øjnene, bare lidt...
Jeg gjorde det for seks år siden, før det var jeg lukket overfor mange nye ting, men dengang jeg greb en pige for seks år siden, jeg var fordømmende, regnede ikke med jeg skulle se dem igen.
Den aften gjorde jeg for første gang i mit liv en undtagelse, jeg lagde fordommende tilside... og jeg fik, det bedste ud af det, jeg fandt mig to veninder....
De bedste i hele verdenen.
Jeg lærte den dag Karina døde, at fordommende havde holdt mig tilbage hele mit liv, og da camilla døde, døde mine fordomme overfor nye ting også, jeg havde lært en alt for dyr lektion, den kostede mig de to bedste i mit liv.
vi havde mere kærlighed end nogen oplever på et helt liv, de gik bort men stadig fuld af kærligheden.
Synet af dem komme gående imod mig, skal jeg aldrig glemme.
De reddede mit liv, de lærte mig mange ting, om livet , håb og den lange rejse der ligger foran mig, jeg vil altid savne dem, men vores kærlighed er som vinden, jeg kan ikke se den, men jeg kan mærke den, jeg kan mærke dem, i min sjæl.
Hvad er en ven? "En enkelt sjæl der bor i to kroppe" citat : Aristoteles
"Find ud af hvem du er, og gør det med vilje"
Kærlighed er altid tålmodig og venlig, aldrig jaloux, kærlighed er ikke pralende eller indbildsk, den er aldrig grov eller indbilsk, den bliver aldrig fornærmet eller vred.
Idag sidder jeg så her, og tænker hele filmen i mit hovede igennem, mens A walk to remember kører på skærmen,...
et par tårer glider ned af kinden, ved faktisk ikke om det er savn, eller det er den kærlighed jeg følte for seks år siden, ved faktisk ikke om det af smerte eller om det er glæden ved at ha elsket nogen så højt, ved faktisk ingenting om hvorfor jeg sidder her med tårene for mig selv.
Men det føles på en mærkelig måde godt nok, men kan ikke helt forstå hvorfor...
Jeg spurgte tidligere om i kendte det, men hva er det enlig jeg spørger om i kender?
Jeg tror det er det her:
Kender i det når kærligheden den slår jer så hårdt at man kan leve på den for evigt?
Kender i det når filmen køre oven i hovedet, og tankerne strømmer ud?
Kender i det, når i lære en ny ting i senere hen kan bruge?
Jeg har delvist lært det, der sku bare to engle til at indse det, de sku bare være der, de behøvede ikke at sige noget for jeg lærte noget.
Mine sidste ord idag er : prøv at åben øjnene engang imellem, se forbi det fordømmende, ved godt nogen ikke tør fordi de også som mig bære på en smerte fra fortiden, men når man første gang kommer forbi det fordømmende , så har du allerede lært noget.
Det behøver ikke være en stor ting, det kan bare være at læse en andens profil og blog igennem inden man kigger på billedet, nogen gange bliver personen på billedet smukkere efter en beskrivelse af dem...
Livet er som titlen på filmen jeg har siddet og set:
A walk to remember. -
Er livet din glæde værd?
Livet i sig selv, er et glædefuldt minde, man har. Hvor mange har ikke siddet sammen med venner, kæreste eller familie og fortalt om en eller anden cool oplevelse man har haft?
Hvor mange sys livet har været værd at leve, selvom det har været hårdt, og man f.eks. har lidt tab, svigt, mange nederlag eller bare været uheldig? Hvor mange vil kunne sætte sig ned og tænke jeg har sku haft et godt liv, på trods af de ting der gået galt?
Du sidder helt sikkert nu og tænker over om du ikke har fundet nok glæde i dit liv indtil nu så du kan sige du har haft et dejligt liv? Og alle de glade minder køre i dit hoved nu?
Det er der jeg tror at det heldigste man kan få, det bedste man kan vinde, det er livet, uanset hvad man står overfor
Jeg vil sige, mit syn på livet er meget sløret, jeg har haft mange fede oplevelser, men også nogle så pinefulde jeg stadig hænger i dem, jeg ved ikke om jeg kan sætte mig ned og sige jeg har haft et godt liv, for jeg står på en mørk gruset vej og har kun det valg, enten at smide mig og blive liggende eller gå videre.
Jeg kendet mange der har det på samme måde, med sorger så store at de ikke føler de har haft noget godt i livet, eller noget de kunne kaldte et fuldendt liv i sidste.
Ja jeg snakker bare vil mange mene, specielt når de ser min unge alder, men jeg har noget at sige med det jeg sidder her og snakker om, jeg har et budskab og jeg vil gerne ha dig som læser dette kommer til at tænke over hvordan livet er og har været.
Filmen i dit hoved som helt sikkert køre lige nu, med dit livs glade og smertefulde minder, thats our walk to remember, det vores personlige ting vi altid vil have med oz uanset hvor man kommer hen og hvem man møder, det er dem der gør dig til den person du er, og det kun dejligt, man kan være med til at forme sig selv til hvad man gerne vil være.
Mange har sagt til mig at jeg først startede med at forme mit eget liv på andet år af efterskolen, det var en rar følelse at have når andre kunne se man stod på andre ben, men efter det år stoppede det, jeg led nederlag, og jeg mistede mine bedste veninde på to uger, jeg fandt mig selv ligge på gulvet, på mit værelse, og ikke gøre andet end og stirre , jeg havde det så godt med at forme mit eget liv, men så var der andre der begyndte at forme det, de gjorde så jeg mistede Karina og camilla på to uger, et lykkeligt trekløver brudt op med mig som sidste blad tilbage, mit liv var ødelagt.
Jeg tror aldrig jeg kan komme til at sidde, og kunne sige mit liv har været godt, for jeg har så mange løse ender, som jeg aldrig nåede at samle inden Karina, blev taget fra mig, inden Camilla blev taget fra mig, da carl-emil begik selvmord, og sofie kørte galt. Dette er indenfor fem år dette er sket og jeg hænger stadig i det.
Pludselig et år efter Jeg mistede karina og camilla, fandt jeg en kæreste , en dejlig en , og jeg havde næsten bygget mig selv op efter de første to år vi havde været sammen, men det tredje år , faktisk på vores tre års dag, smuttede hun, og det hele braste, det var som alt det der holdte mig alt jeg stod på pludselig forsvandt, en månede gik og jeg fandt pludselig frem til hvorfor min bedste ven fra efterskolen første år ikke svarede mig på mine breve, han havde begået selvmord en 3-4 måneder før , jeg faldt endnu længere, kom ikke op igen, var færdig med at leve, lukkede af , for omverden, der sluttede det hele.
Sku man tro hvert fald, der var lige omkring et år efter hvor jeg troede jeg havde fundet mig selv igen, så døde sofie, der blev drukket derhjemme, familien var ved at falde fra hinanden, jeg sku holde den samlet, eller prøve på det… jeg gav mine sidste kræfter til familien, lå hjemme hver weekend bare for at være der hjemme hvis noget sku ske, jeg var angst og det endte selvf galt, på mit andet år af hf kunne jeg ikke klare mere .
Depression, bang så blev jeg ramt, jeg faldt fra hinanden, jeg kunne ikke hjælpe alle mine veninder som jeg altid havde gjort, de så mig altid som den stærke , nu var jeg den ultra svage i det her, jeg var ikke mig selv, jeg kunne gå gennem byen uden at se andre end mig selv, jeg kunne sidde i skolen og føle mig ensom selvom klassen var fyldt. Det var slut, der var ikke mere at give af.
Men jeg fik slæbt mig selv til psykolog, og at sidde og fortælle, at Karina døde i armene af mig, camilla døde i en bilulykke på vej ned til mig, Carl-emil tog sit eget liv, sofie kørte galt, kæresten var væk, familien splittet, var det bedste der skete for mig, og jeg fik rådet om at skrive dagbog.
Lidt efter lidt fik jeg bygget nok op til at gennemføre skolen ,til at starte et nyt sted, men fortiden trak mig ned , hver gang en god ting skete blev jeg banket ned igen.
Men livet , den rejse jeg havde været på , havde været slem, og den piner mig stadig hele tiden, smerte der hele tiden vender tilbage, i mine drømme og ødelægger dagene.
Dagen i dag, sidder jeg og skriver min form for en artikel, og sidder og for dig derude til at føle hva eg har gjort, får dig til at sætte dig ned og tænke over det jeg skrev i starten, sætte dig ned og tænke over om du har haft et godt liv eller om du har haft det værrere end mig.
Inden jeg startede denne tekst, havde jeg ikke tænkt over det, men nu kan jeg ærligt sætte mig ned og sige, på trods af min fortid stadig ødelægger mig indeni, på trods af jeg har været igennem helvede, så alle de gode minder overvinde det og jeg kan sige til mig selv, jeg har haft et godt liv indtil nu, og jeg tror på der er håb om jeg går en bedre tid i møde, og det gør jeg på et tidspunkt , men hvornår jeg finder min plads, og kommer væk fra den mørke gruset vej, og ud til det lyse dejlige liv som mange af jer sikkert har siddet og tænkt over og har fundet frem til i har haft, ved ingen. All i know, is that i´ll get there some day.
Og kan kun håbe at alle mine læsere nu har fundet frem til at livet er som min yndlings film hedder:
A walk to remember.
Blog tags
Ingen tags brugt
